Da jeg havde gæster i weekenden, blev de blandt andet udsat for squash-gulerodstærten samt ovenstående salat. Ja, det er bare om at få skruet godt op for farverne i madlavningen den kommende tid. Efteråret og vinteren byder på mange dejlige simreretter, men kønne er de ikke. Det bliver meget hurtigt brunt-i-brunt, så husk at bruge de farverige kål- og rodfrugtstyper til at pifte maden op med
Jeg så på et tidspunkt en lignende salat i Politiken, men jeg lavede en mere simpel udgave med færre ingredienser og andre blandingsforhold.
Rødbedesalat med grønkål og gedeost
ca. 4 personer
3 små rødbeder (200-250 g)
4 grønkålsblade
ca. 100 g blød gedeost
1 dl rød quinoa
en håndfuld valnødder, hakkede
1-1½ spsk hyldebærsirup (kan erstattes af blommesirup)
lidt salt
Vask rødbederne, skær det yderste af enderne af og kog dem møre i letsaltet vand. Skyl quinoaen i koldt vand og kog den i 15-20 minutter. Skyl imens grønkålsbladene og finthak dem derefter. Put grønkålen i en skål og overhæld den med kogende vand. Lad det trække i 5-10 minutter og hæld så vandet fra.
Pil skindet af rødbederne (vær forsigtig – de kan godt være ret sprælske efter kogningen) og skær rødbederne i mindre stykker, som du vender i grønkålen sammen med quinoaen og valnødderne. Skær gedeosten i mindre stykker og vend dem forsigtigt i salaten sammen med lidt salt. Hæld hyldebærsiruppen over til sidst og servér med det samme.
Note: Smuk og dejlig salat, som rigtig lyser op på frokostbordet. Er du ikke til quinoa, kan du udelukke dette eller evt. udskifte det med lidt kogt spelt.